Tech TV i samarbejde med Copenhagen FinTech Week

Danmarks første web-TV kanal - Tech TV - der målrettet henvender sig til virksomheder og organisationer med interesse for forretningsmæssig anvendelse af IT, har netop indgået en mediepartneraftale med Copenhagen Fintech Lab. Anledningen er Copenhagen Fintech Week, der afvikles fra den 14. til den 20. juni i København, og målet med samarbejdet er at sprede det gode budskab, at København er centrum for innovativ teknologi i den finansielle sektor.

”Siden vi gik i luften med vores første udsendelse i februar, har vi oplevet stor interesse for Tech TV, der både beskæftiger sig med IT-relaterede emner, der interesserer erhvervslivet, og den stærkt voksende iværksætterkultur, som netop i disse år buldrer frem. Dansk IT-udvikling markerer sig stadig tydeligere internationalt, og der er ingen tvivl om, at en række af opstartsvirksomhederne i Copenhagen Fintech Lab går en spændende fremtid i møde”.

Det siger Henrik Malmgreen, der har startet Tech TV sammen med kollegaen Lars Bennetzen. Begge har arbejdet som IT-journalister i mere end 30 år og har således fulgt den teknologiske udvikling på tætteste hold. Samtidig har de opbygget et kæmpe netværk i såvel IT-branchen som blandt de virksomheder, der anvender IT til at optimere deres forretning. Noget der mere end nogensinde før er vigtigt i den globale konkurrence.

”Siden Copenhagen Fintech Lab blev etableret i slutningen af 2016, er der sket rigtig meget, og med Copenhagen Fintech Week, der i år afvikles for 3. gang, har vi skabt et konferenceevent, der både sætter fokus på vores dygtige opstartsvirksomheder og de digitale teknologier, der er med til at forandre den finansielle sektor for altid. Det budskab vil vi naturligvis gerne slå på tromme for, og derfor er vi glade for samarbejdet med Tech TV”, siger Sebastian Jensen, der er ansvarlig for alliancer og partnerskaber i Copenhagen FinTech.

Tech TV vil dække arrangementets to konferencedage den 18. og 19. juni med talere fra ind- og udland samt Innovation Lab Crawl der afvikles den 20. juni. Her får deltagerne mulighed for et inspirerende besøg på en række af de virksomheder, der allerede har taget skridtet fra opstart til etableret aktør i det digitale, finansielle univers.

Følg os på Facebook